Stensballegaard Golf

Besøg på Stensballegaard Golf

Per Svensson, vores ambassadør, har spillet en runde golf på Stensballegaard Golf

Ideen til at anlægge en golfbane ned til Horsens Fjord opstod i 2004, hvor ejerne af Stensballegaard Gods, Familien Ahlefeldt-Laurvig, ansøgte om tilladelse til at etablere en golfbane. Der skulle dog gå nogle år før drømmen blev opfyldt. For først i 2009 slog man dørene op til en lækkerbisken af en linksagtig golfbane, designet af det anerkendte amerikanske arkitektfirma Von Hagge, Smelek og Baril. Og sørme om ikke Stensballegaard Golf i 2010 blev kåret som Verdens bedste nye golfbane. En stor hæder!

Stensballegaard har 3 x 9-huls sløjfer - Brakør, Elbæk og Guldbjerg. Og der er afholdt både ECCO Tour og Challenge Tour turneringer på banen.

Ved indkørslen ned til parkeringspladsen ser man straks, at der ikke er sparet på noget. Det flotte klubhus imponerer med sin størrelse og sine store hvide søjler. Vi bliver budt velkommen af Klub Manager Holger Westman, som vi får en kort snak med, inden vi indtager træningsområdet med driving range, putting green og indspilsgreens. Som alt sammen ligger dejligt centralt i forhold til de 3 sløjfer. Og uanset hvor man befinder sig på området - har man udsigt til skoven og Horsens Fjord. Virkelig flot!

Og efter opvarmning er det tid til at indtage selve golfbanen.

Vi startede på Brakør og sluttede af med Guldbjerg

Der skulle ikke gå lang tid, før vi finder ud af, at der er drysset en hel del bunkers ud over banen med "løs" hånd. Golfbanens huller byder i øvrigt på stor variation. Der er på de fleste huller forholdsvis brede fairways.

De største udfordringer vil for de fleste golfere være de store og ondulerede greens, hvoraf mange er godt beskyttede af bunkers. Men det er de fleste steder muligt at slå bolden ind tæt på hullet, men de ondulerede greens giver ikke mange lette putts og kan være svære at læse og derfor ret udfordrende.

Et par søer og diverse vandløb betyder, at der er vand i spil på ca. halvdelen af golfbanens huller. Roughen kan sine steder være svær at komme godt ud af, så som på de fleste andre golfbaner er det naturligvis at foretrække at ramme fairways.

Golfbanen fremstod i rigtig fin stand denne fredag i september 2020. En sand fornøjelse at spille!
Og vi var heldige med vejret denne dag. Solskin og stort set ingen vind. I en strid vind vil golfbanen "bide godt fra sig".

Signaturhuller

Af signaturhul kommer man nok ikke uden om sidste hul på Guldbjerg - et par 5 hul. Her befinder tee stedet sig højt hævet over resten af golfbanen med udsigt til resten af banen, Horsens og Fjorden. Mageløst! Hele hullet spilles ned af bakke - afsluttende med et indspil over et vandløb til en onduleret green.

På Elbæk kan nævnes et fint "lille" par 3 hul - nemlig hul 3. Hvor man slår over en sø til en forholdsvis smal green med 3 bunkers i bagkanten.

Hyggelig restaurant med udsigt

Efter endt runde var det tid til at besøge restaurant Griffenfelds, som er beliggende på 1. sal i klubhuset. Og få lidt at spise og drikke. Her er der mulighed for at hygge sig både i baren, loungen eller på den store terrasse med en fantastisk udsigt over golfbanen og Horsens Fjord.

Restauranten byder på mange forskellige ting til rimelige priser. Der er åben for både golfspillere, gæster og større selskaber.

Betjeningen er høflig og smilende. Her føler man sig oprigtig velkommen. Og maden var dejlig frisk og smagfuld.

Så jeg kan kun give Stensballegaard Golf mine bedste anbefalinger. En rigtig god og positiv oplevelse. Og kommer helt sikkert tilbage.

Læs mere og book din tee time her


Artiklen er skrevet af vores ambassadør Per Svensson, der har hjemmebane i Hammel GK og Lyngbygaard GK. Per har gennem årene spillet omkring 55 golfbaner i Danmark og ca. 40 i udlandet, primært i Spanien og Portugal, men også også i Sverige, Tyskland, Grækenland, Tyrkiet, Dubai, USA og Grønland!