Aftale om ladestandere ved 186 danske golfklubber

Norlys og Dansk Golf Union har nu indgået en aftale, der giver mulighed for opsætning af ladestandere ved 186 danske golfklubber. Men det er ikke kun til glæde for golfspillere rundt i Danmark

Med en ny aftale mellem Norlys og Dansk Golf Union (DGU) kan 186 golfklubber rundt i Danmark nu få opsat ladestandere. Udover at give klubbernes medlemmer adgang til opladning af deres elbiler, vil ladestanderne være offentligt tilgængelige og dermed bidrage til den danske ladeinfrastruktur.

-Vi er glade for samarbejdet med Norlys. Ikke alene fordi det helt konkret giver virkelig gode muligheder for klubbernes medlemmer. Det er også en grøn feature. Hvem ved, måske kan det give klubberne flere besøgende? Endelig giver det os mulighed for at være en mere aktiv del af den grønne udvikling, siger Morten Backhausen, der er direktør for Dansk Golf Union.

Tilbud om opladning hjemme ved danske golfspillere

Men det er ikke kun opladning ved klubhusene, som aftalen giver mulighed for. Aftalen rummer også et godt tilbud til de medlemmer af DGU, der ønsker at få egen ladeboks installeret.

-I en del år har vi sagt, at elbilerne kommer. Men de er kommet, og der kommer mange flere af dem. Men antallet af ladestandere har ikke fulgt med, og det er der et stærkt behov for at komme efter. Så meget desto mere er det en stor glæde at levere til indfrielse af DGU’s mål om at blive grønnere, fordi vi også mærker, hvordan vi gennem vores samarbejde bidrager til noget langt større, siger Christian Ruhe, der er ansvarlig for eMobility.

DGU var målrettede omkring indgåelse af samarbejde med Norlys, fordi de ønsker at alliere sig med en stor spiller på markedet, som kan garantere de danske golfklubber en hurtig og topprofessionel hjælp ved installering af ladestandere. Derudover ser DGU aftalen, som et godt match i forhold til deres ambitioner om og bestræbelser på at støtte en bæredygtig udvikling inden for golfsporten. Det mener Morten Backhausen:

-Det er helt naturligt, at vi som en af Danmarks største sportsgrene med 164.000 udøvere skal tage samfundsansvar. Vi har flere projekter, der arbejder mod større biodiversitet på golfbanerne og vores pesticidforbrug er reduceret med mere end 80 procent. Nu gør vi noget for at fremme grøn privatbilisme, siger han.