Dynamitbanen på historiske Kreta

Den populære græske ferieø, Kreta, har kun én 18 hullersbane, men den er til gengæld særdeles spektakulær

Den største græske ø i Middelhavet, Kreta, rummer kun én 18 hullers-bane, som ligger i The Crete Golf Club og er en særdeles spektakulær én af slagsen.

Det er den, fordi det med en række dynamitsprængninger var nødvendigt i starten af det nye årtusinde at planere et kuperet bjergterræn til et brugeligt golfbaneareal ved Malia-bugten på Kretas nordkyst udenfor den populære og eksklusive ferieby Hersonissos og kun 25 kilometer fra både Kretas livlige hovedstad, Heraklion,og Nikos Kazantzakis Airport.

Banen blev efter en lokal hotelejergruppes investering på 16 millioner pund (cirka 130 millioner kroner) åbnet i 2003 af den græske økonomi- og finansminister Nikos Christodoulakis. Initiativtageren til golfbaneprojektet var én af hotelejerne, sagføreren Michael Vranas, der brugte mange måneder på at opkøbe jord, hyre entreprenører og finde den rette, fantasifulde banearkitekt. En sådan fandt Varnas i skikkelse af briten Bob Hunt fra PGA Design Consulting.

Denne designede simpelthen én af de mest spektakulære golfbaner i Middelhavet, hvad der i øvrigt ikke var overraskende i betragtning af, at han på det tidspunkt havde designet fire andre spektakulære golfbaner: Plantation Course på Tobago, Millenium Lakes Course på Trinidad samt Kensafari Course og Prestige Golfshire, begge i Indien.

Usædvanlig hulblanding

Det spektakulære med hensyn til Kretabanen ligger i, at der er tale om 18 forskellige huller. Det vil sige, at to eller flere huller ikke ligner hinanden. Med andre ord møder man 18 forskellige udfordringer, hvor der skiftevis stilles større og mindre krav til taktisk og teknisk kunnen. Man kan vel bedst betegne banen som en blanding af kuperede bjerghuller og flade ørkenhuller - en usædvanlig blanding, som ikke ses ret mange steder i verden.

Tre gange - i 2012, 2013 og 2014 – husede banen en turnering på Ladies European Access Serie, Crete Ladies Open. I 2014-udgaven blev danske Daisy Nielsen - datter af speedwaylegenden Hans Nielsen - nummer to i 10 slag under par på 54 huller, tre slag efter den norske vinder Tonje Daffinrud.

Ligeledes tre gange - i 2006, 2007 og 2008 - lagde banen græs til Aegean Airlines Pro-Am, hvor 54 firemandshold (én professionel og tre amatører) spillede 36 huller over to dage. Turneringen er siden spillet på henholdsvis Porto Carras Golf på Chalkidiki-halvøen, på Aphrodite Hills Golf på Cypern og på Costa Navarino på Peleponnes-halvøen.

Cheftræneren på The Crete Golf Club gennem de seneste 10 år, svenskeren Henrik Engdahl, har vundet den individuelle proturnering i Aegaen Airlines Pro-Am to gange - den første gang på hjemmebanen i 2006 og den anden gang på Costa Navarino i 2018.

Bedragende scorekort

På scorekortet afskrækker Kreta-banen ikke med beskedne 5740 meter fra hvid tee og 4483 meter fra rød tee. Men scorekorttallene bedrager med hensyn til sværhedsgrad, for det findes faktisk en hel del svære huller, som man skal være glad for at spille til par i forhold til sit handicap.

Det gælder først og fremmest banens absolutte signaturhul, 6. hul, par 3, med en ravine mellem det højtliggende teested og den lavtliggende, bunkerbeskyttede green. Hullet har meget passende handicapnøgle 5, passende, fordi der uden tvivl sker mange scoremæssige ulykker på det.

Det samme gælder for de øvrige tre par 3-huller - 8. hul med handicapnøgle 7, 14. hul trods handicapnøgle 18 og 16. hul med handicapnøgle 12.

Banens sværeste hul er ifølge handicapnøglen 7. hul, et monsteragtigt par 4, der spilles længere, end det ser ud til. 5. hul, par 5, er banens længste på 528 meter fra hvid tee med handicapnøgle 3. Også 15. hul, ligeledes par 5, er længere end 500 meter fra hvid tee med handicapnøgle 2.

Opgradering af banen

Siden 2014 har banen formedelst 2,5 millioner euro (cirka 19 millioner kroner) gennemgået en tiltrængt, løbende renovering, som har opgraderet den til international standard. I december 2017 blev banen kompletteret med Crete Golt Club Hotel med 25 suiter, hvoraf de 23 spænder over 45 kvadratmeter, mens de to sidste måler 75 kvadratmeter.

Samtlige hotelværelser har et 18 kvadratmeter stort badeværelse i marmor og to balkoner med udsigt til henholdsvis golfbanen, fem bjergkæder og Det Ægæiske Hav mellem det græske fastland i vest og Tyrkiet i øst.

Til hotelfaciliteterne hører en á la carte-restaurant, et fitnesscenter og en udendørs, 25 meter lang swimmingpool.

Både golfbanen og hotellet holder åbent hele året inklusiv årets varmeste måned, august, hvor en kølig, nordvestlig brise fra Det Ægæiske Hav holder temperaturen nede på et tåleligt niveau i forhold til det græske fastland, hvor det nærmest er utåleligt varmt i august. I de koldeste vintermåneder, januar og februar, ligger gennemsnitstemperaruren om dagen omkring 15 grader. På årsbasis skinner solen i cirka 300 dage.

Tidlig civilisation

Kreta er med sine 8336 kvadratkilometer den femtestørste ø i Middelhavet – kun overgået af Sicilien, Sardinien, Cypern og Korsika. Ifølge den græske mytologi var Kreta fødestedet for den øverste græske gud, Zeus.

Det var på Kreta, at tyren Minotaurus fortærede unge kvinder og mænd, indtil helten Theseus dræbte uhyret, som havde gemt sig i en labyrint. Theseus var søn af Aigeus, som har lagt navn til Det Ægæiske Hav.

Det menes, at ét af de første, civiliserede menneskesamfund i Europa opstod på Kreta, fordi ruiner af store byer vidner om, at øen var beboet af et stort folk længe før, at romerne og grækerne invaderede.

Et af Anden Verdenskrigs mest blodige slag stod på Kreta, da tyskerne indsatte tusindvis af faldskærmssoldater og smed masser af bomber fra luften, som både de allierede og civilbefolkningen forsvarede sig heltemodigt imod. Slaget om Kreta - også kaldet Operation Mercury – kostede hele 15.000 menneskeliv på allieret side og 6500 på tysk side.

De allierede tropper måtte dog til sidst give op for den meget talstærkere overmagt og lade sig evakuere fra øen samt afgive øens to flyvepladser til tyskerne, som skulle bruge flyvepladserne som strategiske baser for deres forestående angreb på Rusland.

Selvom tyskerne vandt Slaget om Kreta, led deres faldskærmstropper så store tab af liv, at Adolf Hitler sagde således til én af sine generaler:

- Kreta har bevist, at operationer med faldskærmstropper ikke mere synes tidssvarende.

Historikere mener, de dårlige erfaringer fra Slaget om Kreta sandsynligvis blev årsag til, at tyskerne ikke senere invaderede Malta.

På søfartsmuseet i havnebyen Chania findes en interessant udstilling om Slaget på Kreta og den græske modstandsbevægelse under krigen, som varede fra den 20. maj til den 1. juni 1941.

I øvrigt blev Kreta først en del af Grækenland i 1913 - efter at romere, byzantinere, venetianere og osmannere havde regeret øen.

Læs mere om The Crete Golf Club


Artiklen er skrevet af journalist Jens Christensen, der har skrevet om golf i Danmark og world wide siden 1966, hvor han selv begyndte at spille golf i Silkeborg - byen, hvor Danmarks største golfspiller gennem tiderne voksede op. Jens Christensen skrev i 1998 bogen »The Great Dane« om netop Thomas Bjørn. I 25 år arbejdede Jens Christensen for Dansk Golf Unions blad, Dansk Golf. I dag arbejder han for både GOLFavisen, en månedlig tabloidavis, og for GOLFmagasinet, et månedligt magasin.