Fortsat rekordmange golfspillere i de danske klubber

De mange nyankomne golfspillere fra under coronakrisen har trofast fastholdt deres medlemskab i de danske golfklubber

Dansk Golf Unions formand Lars Broch Christensen oplyser, at det aktuelle medlemstal (oktober 2022) i de danske golfklubber er 163.865 mod 164.130 samme tid 2021. Bemærkelsesværdigt er det, at medlemstallet fra 2019 til 2021, som netop var perioden for coronakrisen, steg fra ca. 148.000 til 164.130

Lars Broch Christensen udtaler i forbindelse med offentliggørelsen, at sporten stortrives, og at han er meget tilfreds med, at så mange holder af at spille golf.

I perioden fra 2019 har væksten været blandt såvel kvindelige som mandlige seniorspillere. Til gengæld er antallet af juniorer faldet med omkring 700 siden 2021.

Formanden erkender også, at golfsporten i Danmark står overfor udfordringer:
”Generelt er status yderst positiv, men vi har en udfordring på børne- og ungesiden. Også her skal vi arbejde hårdt og målrettet for at skabe nogle miljøer ude i klubberne, som de unge kan lide at være en del af”, lyder det fra Lars Broch Christensen.

”Vi skal i arbejdstøjet for at rekruttere og fastholde golfspillere i 2023 og fremover”, fastslår Lars Broch Christensen.