Besøg på Madeira

Vores ambassadør Jens Anker Tvedebrink har besøgt den portugisiske Atlanterhavsø Madeira med den frodige natur og skønne golfbaner

Madeira, kendt som Atlanterhavets perle, ligger ca. 1.000 km fra det europæiske fastland - og kun 500 km fra det afrikanske kontinent. Madeira har et mildt klima, der spænder fra 25° C om sommeren til 17° C om vinteren, de milde gennemsnitstemperaturer og en moderat fugtighed, gør det til det perfekte rejsemål året rundt til en golfferie.

Vores ambassadør Jens Anker Tvedebrink udtaler:

Vi havde en god uge på Madeira, en skøn ø i vintertiden, hvor vi kørte hjemmefra med sne på vejene til Tirstrup Airport søndag morgen.

Vi havde hjemmefra lejet en bil, så vi kunne komme rundt på øen til golf og for at opleve noget – husk det skal være en bil med god motorkraft!

Clube Golfe Santo da Serra

Vi spillede Europa Tour-banen Santo da Serra 2 gange, først Machico-Desertas sløjfen og næste gang Serras-Machico sløjfen.

Golfbanen ligger højt i det nordøstlige af Madeira og vi oplevede en ret kold vind, så en windbreaker er at foretrække. Banen har mange gange lagt græs til European Tour og der er flotte udsigter undervejs.

Der kræves mod til at slå over de dybe kløfter (der er ikke andre muligheder fra hvid og gul tee) og står solen lige i øjnene, er det en god ide med en provisorisk bold!

Der er mange spændende huller og på langt de fleste er det muligt at se green ved indspil.

På de forskellige sløjfer er der en del bunkers, hvor indholdet er ret forskelligt i hårdhedsgrad – fra ganske løst knuste slagger til næsten betonhårdt ditto.

Der er ikke mange huller med vand, kun på 4 ud af 27 huller. Greens kræver derimod, at man kan læse kurver og hastighed.

Altid en oplevelse at spille en Europa Tour-bane og senere kunne følge de professionelle i TV spille de samme huller – dog fra hvid eller sort tee.

Klubhuset ligger højt med en flot udsigt over banen, hvor man kan nyde mad og forfriskning efter en forhåbentlig god runde.

Palheiro Golf

Vi spillede Palheiro 2 gange, desværre den første i lidt regnfuldt vejr – anden gang i flot solskin.

Palheiro er den bynære bane tæt på hovedbyen Funchal, ligger højt med fine kig til havet og selve Funchal.

Har flere blinde huller, som gør det lidt svært at spille ind til green de første gange, man spiller banen.

Golfbanen er ret kuperet og kan måske kræve en buggy, hvis formen ikke er helt i top. Dog skal man de fleste steder køre på stierne og gå ind til bolden, for at spille videre.

Desværre havde man valgt at lukke teestedet på hul 16 og rykke udslaget frem til ca. 120 meter før green, men gå op og NYD udsigten over Funchal fra teestedet!

Bunkers indhold er meget anderledes end flot tørret sand fra Dansand, nærmest fast ler eller snarere lokalt knust lava - svært at spille fra pga. betonagtig bund.

Belønningen efter en god runde i solskin fås på den varme solbeskinnede terrasse med et flot view over Funchal!

Absolut en god oplevelse i godt vejr, hvor greens sætter putningen på prøve.

Læs mere om Madeira og få tilbud på din golfrejse