Efter to kåringer som Danmarks bedste bane inden for tre år er Lübker Golf & Spa Resort blevet optaget i det verdensomspændende netværk af baner, European Tour Destinations.
Med kåringer som Danmarks bedste golfbane ved World Golf Awards i både 2022 og 2024 kommer det næppe som en overraskelse for ret mange, at Lübker tilhører den europæiske elite, når det gælder golfresorts. Nu har resortet på Djursland også fået det officielle stempel med optagelse i det eksklusive europæiske netværk European Tour Destinations, der tæller 25 golfresorts i Europa, Mellemøsten, Asien, Mauritius og Det Indiske Ocean. Blandt dem er de to Ryder Cup-baner, Le Golf National i Paris og Marco Simone i Italien, men også Costa Navarino i Grækenland og de tre mest berømte baner i Emiraterne, Emirates, Dubai Creek og Jumeirah Golf Estates, hvor der hvert år spilles finale på DP World Tour.
– Med afsæt i succesen fra afviklingen af Danish Golf Championship i august 2024, da Lübker for første gang lagde græs til en DP World Tour-turnering, har vi nu taget det næste skridt ved at blive det første danske medlem af European Tour Destinations, en sammenslutning af nogle af verdens mest prestigefyldte golfresorts med nær tilknytning til European Tour Group, siger golfmanager Hans Knudsen.
– Medlemskabet er ikke blot en stor anerkendelse, men vil også give os både international synlighed og adgang til værdifuld vidensdeling med nogle af Europas mest erfarne golfdestinationer. Jeg har allerede deltaget i min første netværkskonference på The Dutch i Holland, hvor det var tydeligt, at samarbejdet rummer stor værdi for alle involverede, så vi ser frem til at bidrage aktivt – og samtidig udvikle Lübker yderligere til glæde for vores gæster og dansk golf som helhed.
Som den stolte ejer af Lübker Golf & Spa Resort ser Carl Aage Nielsen frem til, at medlemskabet af European Tour Destinations vil styrke såvel båndene til European Tour Group som Lübkers i forvejen gode renommé.
– 2024 var et spændende og skelsættende år for Lübker, hvor vi for første gang stod som vært for en turnering på DP World Tour og i tilgift modtog hæderen ved World Golf Awards for kåringen som Danmarks bedste bane. Foruden Danish Golf Championship har Lübker også været værtsbane for andre store turneringer på European Challenge Tour og Nordic Golf League. Med mulighed for både hotelovernatning og køb af luksusboliger præges resortet af en pulserende fællesskabsfølelse og nyder stor genkendelse blandt danske golfere. Vi arbejder utrætteligt for, at vores gæster får en stor oplevelse og lyst til at vende tilbage, siger Carl Aage Nielsen.
Med beliggenheden midt på Djursland kun 15 kilometer fra Aarhus Airport og Aarhus, Randers, Grenå og Ebeltoft inden for en radius af 40-50 kilometer ser chefen for European Tour Destinations, Ian Knox, Lübker Golf & Spa Resort som en gevinst for det eksklusive netværk:
– Vi ser frem til at arbejde tæt med Carl Aage Nielsen og hans team for at udnytte de fordele og erfaringer, som Lübker høstede med afviklingen af Danish Golf Championship på DP World Tour i 2024, og vi vil gerne medvirke til at hæve niveauet for en af Europas topdestinationer for golfspillere på alle niveauer, siger Ian Knox.
Nyhedsbrev