Den gamle mesters værk

Den meget kuperede bane på Marbella Golf & Country Club er en af de mange baner, som amerikaneren Robert Trent Jones Senior har på samvittigheden

Den kuperede bane i Marbella Golf & Country Club er den gamle mesters værk – uden dog af den grund at kunne kalde sig for et mesterværk. Det levnede området i udkanten af Marbella med halvvejs bjergterræn ganske enkelt ikke mulighed for, dengang amerikaneren Robert Trent Jones Senior i 1954 fik opgaven at anlægge en golfbane.

Den berømte banedesigner, der udvandrede fra Storbritannien til USA sammen med sine forældre helt tilbage i 1911, har to gange ændret sit navn. Første gang lige efter Anden Verdenskrig, da han indledte et samarbejde med golflegenden Bobby Jones om at designe Peachtree Golf Club. For at undgå misforståelser puttede han ”Trent” ind i navnet.

LÆS MERE OM MARBELLA GOLF & COUNTRY CLUB

Senior og Junior

Anden gang måtte han tilføje Senior til navnet, da han blev far til Robert Trent Jones Junior, der i dag er lige så berømt en banedesigner som faderen – i Danmark bl.a. fordi han har designet banerne i Lübker Golf på Djursland og Skjoldenæsholm på Sjælland. I 1990 blev Robert Trent Jones Seniors designarbejde opgjort til 450 baner i 23 forskellige lande, og blandt dem altså Marbella Golf & Country Club, hvor det imposante klubhus har en herlig atmosfære med interiør i gammel britisk kolonistil.

Når vi nu er i Spanien, er det værd at nævne, at Robert Trent Jones Senior også var mester for den berømte Valderrama-bane, der i 1997 var vært for Ryder Cup. Marbella-banen er faktisk to forskellige baner med de første ni huller meget kuperede og nogle steder med meget smalle landingsområder for drives i fairways, mens de sidste ni huller er klart bedre golfhuller, der tillader en at stole på sit course management.

Allerede på det 435 meter (gul tee) lange par 5-hul 2 får man en forsmag på problemerne med et teested højt oppe over fairway, mens par 4-hullet 4 på kun 260 meter er et decideret risk and reward-hul, hvor min medspiller med et handicap på beskedne 17 rent faktisk formåede at drive green!

Godt signaturhul

Banens smalleste fairway kom dog på par 4-hullet 5, der måler beskedne 308 meter, men bestemt ikke appellerer til brug af driver i udslaget. Betegnelsen signaturhul ligger fortjent hos par 5-hullet 6, der længdemæssigt er overkommeligt, men kræver stor taktisk snilde – ikke mindst i indspillet over en sø, efter at man to gange tidligere på hullet har krydset en hazard. På de fleste af de sidste ni huller levnes man mere plads på fairway.

LÆS MERE OG SE GOLFPAKKER

Det bedste af hullerne er det 448 meter lange par 5-hul 17, hvor man med en hazard hele vejen op langs med venstre side skal holde tungen lige i munden. Hvilket så i øvrigt gælder generelt på denne gamle golfbane, der måske ikke er noget mesterværk, men til gengæld en oplevelse såvel spille- som naturmæssigt.

Skrevet af Frits Christensen, GOLFavisen


Historien er leveret af Frits Christensen, der er redaktør af GOLFavisen og GOLFmagasinet. Han har en fortid som mangeårig sportsredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten, men har de seneste 10 år skrevet om golf i både JP, Golfavisen og Golfmagasinet – og er bl.a. forfatter til bogen fra 2010: ”Tiger Woods – Storhed og fald.”