Polsk gæstfrihed på Modry Las Golf Resort

Det perfekte valg for din golfrejse til Polen

Med kun ca 1,5 timers flyvning til Stettin (Szczecin) er der store muligheder for skønne oplevelser for både golfspillere, storby- og kurbadsrejsende turister.

Det er nemt at komme til Polen. Når Norwegian i april åbner op for 7 nye direkte ruter fra København til populære destinationer i Europa, herunder hele 3 ruter til Polen, er der nu endnu bedre muligheder for at opleve den polske gæstfrihed.

Der er flere muligheder for at besøge Polen og selv opleve landet. Kør-selv er en oplagt mulighed og tager ca 7 timer. Man kan flyve til Berlin og køre ca. 3-4 timer i bil til Golfresortet Modry Las. Men at flyve til Stettin og leje en bil her og køre de ca. 80 km sydpå til resortet er hurtigst og mest bekvem. Fra havnen i Swinoujscie, hvor færgerne fra Danmark og Sverige ligger til, er der ca. 2,5 times kørsel til resortet.

Modry Las Golf Resort

Lige uden for Choszczno, ude på landet i stille og rolige omgivelser, ligger Modry Las Golf Resort. Her kan man blive indkvarteret i det lækre klubhus’ nye værelser på første sal eller i de lækre hytter, som ligger rundt langs banen i private og naturskønne omgivelser. Hytterne, som også kaldes Cottages og Garden Suites, er velindrettede og lækre med store åbne vinduespartier, som giver et skønt lys og en fantastisk udsigt uanset, hvor man befinder sig.

Se golfpakker til Modry Las Golf Resort

Her finder man en af Polens allerbedste 18-hullers mesterskabsbaner samt den hyggelige 9-hullers bane Orli Las. Den fine mesterskabsbane, blev officielt åbnet i 2009 af banens designer, den anerkendte banearkitekt Gary Player.

Banen er spændende og ret udfordrende på flere huller. Mange huller ligger tæt på søer og skov, bl. a. søen Radun og man skal tænke sig godt om undervejs, for blandt andet at undgå vand og de dybe bunkers og komme ind med en god score. Halvdelen af hullerne har vand i spil og der skal flere gange slås over vand. Greens er store og indimellem ret drilske.

Bedst som man tror, man har slået fint ind, ruller bolden af green. Men slår man tæt på hullet er man i nogenlunde sikker position. Man kan leje buggys, men terrænet er kun let kuperet, så man kan sagtens nøjes med en trolley.

Lækker mad og billige drinks

Man kan nemt få flere dage til at gå her. Man kan få stillet sulten med lækre nationale og internationale retter. Her er loungeområde og en sportsbar med priser så små, at man næppe tror sine øjne, når man ser drinkskortet. En stor øl koster hvad der svarer til 6 danske kroner, sodavand er et par kroner dyrere, og en flaske spiritus koster ca. kr. 120,00. Det er næsten pinligt at afregne så lidt efter et par timers hygge i baren, med drinks serveret af yderst høfligt personale.

Denne høflighed og rigtig gode service oplevede vi overalt på resortet. Lige fra ledelse til personale. Stedet råder også over et stort konferenceområde med alle tænkelige moderne faciliteter og udstyr.

Et mindeværdigt år

Modry Las Golf Resort har netop afsluttet et uforglemmeligt år ved at underskrive sin første gensidige aftale i Asien med en af kontinentets førende golfdestinationer. Det har været bemærkelsesværdig sæson, hvor resortet blev en del af PGA National, fejrede sit 10-års jubilæum og åbnede et fantastisk nyt klubhus. Og ved World Golf Awards i 2019, der blev afholdt i Abu Dhabi, vandt Modry Las prisen for 'Polens bedste golfbane’.

Læs mere om Modry Las Golf Resort

Kilde: Golfbladet